Ældre artikel, vil blive kigget igennem i løbet af 2024 og rettet til/fjernet hvis nødvendigt.
Artikel af Elisabeth Brooks // 2005 Spoiled Ratten Rattery
Oversat med tilladelse fra RSA
Oversat af Annbritt Jørgensen
Indledning
Jeg er ingen dyrlæge, læge eller genetikforsker. Jeg er en avler. Jeg har ingen speciel uddannelse der ikke er tilgængelig for alle andre, og ingen ressourcer der ikke er tilgængelige for alle andre avlere. Jeg udforsker stadig, lærer stadig og jeg er sikker på at jeg stadig vil lære når jeg føler, at jeg ikke længere har noget at bidrage med til tamrotterne. Dette er ikke en videnskabelig artikel. Jeg vil ikke engang forsøge at diskutere genet eller generne, der forårsager disse markeringer. Denne artikel er baseret på mine eksperimenter og hvad jeg har lært i min efterforskning af selve markeringerne.
Jeg hører det ofte – ”Hvordan kan du vide at der vil være megacolon i et kuld bare ved at se på billeder af forældrene?!”
Under samtaler, fortæller folk mig om de parringer de har planer om at lave, nye avlere fortæller mig hvor forsigtige de er i reference til megacolon, og de viser mig billeder af de rotter de vil sætte sammen. De er forbavsede når jeg kan fortælle dem, at de højst sandsynligt vil få megacolon i kuldet bare ved at kigge på billederne af forældrene de har valgt. Det er ikke magi. Ofte har de folk jeg har disse samtaler med, flere tilfælde af megacolon end jeg nogensinde vil se, selvom de kun har avlet i et år eller to. Disse avlere har haft flere muligheder for at lære hvad de skal gøre og hvad de ikke skal gøre end jeg nogensinde vil have fordi jeg ikke længere avler på høj-risiko aftegninger, og mere er kendt nu end da jeg første gang kæmpede med det. Stadig bliver jeg ofte spurgt, så jeg skriver nogle ting jeg har lært her i håb om at det vil hjælpe andre til at være i stand til at spotte høj-risiko markeringerne og derfor, høj-risiko parringerne, på samme måde som jeg gøre. Enhver avler kan lære at genkende tegnene.
Hovedsageligt er megacolon (lægmandens betegnelse for aganglionic megacolon) en tilstand som opstår hos mange arter, inklusiv mennesker, selvom den hos mennesker kaldes Hirschsprungs Disease. Ramte dyr mangler, eller har ikke-fungerende, nerveceller i deres tyktarmsvægge og/eller deres endetarm. Disse nerver er nødvendige for at flytte afførring af sted og ud. Hos rotter betyder det at afføringen vil ophobe sig og de vil svulme op. Dette er højst sandsynligt smertefuldt og resultere på et eller andet tidspunkt i dyrets død, af fejlernæring og bakteriaophobninger. Rotter får som regel ikke problemer med det før de er fravænnet, selvom man kan se symptomer på tilstanden hos et ramt dyr så som svag muskel tone (specielt i bagbenene) og en generel mangel på trivsel. Selvom denne tilstand kan opstå hos alle rotter, er det meget ofte set hos rotter med hvad vi kalder ”high-white” markeringer. Vi vil gå ind i hvilke markeringer disse er gennem artiklen, men genet eller generne der forårsager disse markeringer er direkte_relateret_til_tilstanden.
Først vil jeg starte med at sige, at jeg har aldrig set megacolon hos en rotter der ikke var high-white. Derefter vil jeg sige, at ikke alle high-whites vil få megacolon. Før vi går videre, ja, jeg har haft en rotte, som jeg avlede, der havde et tilfælde af megacolon, der var så mildt, at han var i stand til at leve et semi-normalt liv indtil han var lige over 24 måneder gammel. En. Han var nødt til at skulle have en speciel diet der inkluderede papaya (og andre frugter med højt væske indhold) og afførings opblødere hver dag. Han var nødt til at skulle hjælpes af med afføringen to gange om dagen hver dag hele hans liv. Husk på, at dette tilfælde var meget, meget mildt. Et tilfælde som dette er meget sjældent. Jeg har kendskab til to som ham igennem seks års avl. Den anden rotte var i Florida, den levede indtil den var 19 måneder gammel med alvorlig sent udbrudt megacolon. At holde ham i live var en vedvarende prøvelse der involverede medicinering, en speciel diæt og lavement. Gennem den tid jeg har avlet, har jeg kendskab til bogstaveligt hundrede rotter, der er døde af denne tilstand, nogle af dem i mit eget rotteri. Det er kun dem, jeg har kendskab til. Der er sikker tusindvis flere hos hobby-, foder- eller kommercielle avlere. Tro ikke at det er noget der nemt kan behandles. Det er det ikke. Unger der får det vil dø. Rotter der har det, bør ikke avles på, og vil højst sandsynligt ikke engang leve længe nok til at komme i avl. Hævd bare, at det er selvbegrænsende. Ja, det er det. Det giver jeg dig ret i. Jeg giver også ret i, at du kan reducere risikoen, men du kan ikke avle det ud af high-white linier. Det er en del af genet eller generne der skaber markeringerne. Jeg tror ikke på at nogen der er ny i avlen, burde arbejde med high-white, og det bør ikke begyndes på hvis ikke man mener man kan klare det. Jeg vil ikke sige, du ikke skal avle i det hele taget, for det er ikke op til mig. Det vil andre dog. Formålet med denne artikel er at informere, ikke at prædike.
Disse søde babyer på billedet i starten af artiklen er fra et kuld på fem som jeg avlede. De blev født i November 2000 fra en blazed far og en self mor. På det tidspunkt var jeg stadig ved at finde ud af, hvordan man kunne arbejde med blazes so sikkert som muligt. Jeg var stadig under den misforståelse at tendensen til megacolon kunne avles ud ved selektiv avl. Jeg havde lært, at hans markering var den dominante blaze, høj-risiko-typen, og at den sikreste måde at avle på ham var at parre ham med en self, så det var hvad jeg gjorde. Den sorte dreng til højre døde først. En anden black blazed i kuldet døde efterfølgende. Den blå pige i midten (og på billedet til venstre), SRR Borrowed Angel, døde 46 dage gammel. Det var frygteligt. Jeg elskede hende, ikke for hendes markeringer eller hendes farve, men for hendes personlighed. Hun var ikke avlskvailitet, selv uden megacolonen, men hun var et specielt kæledyr i den tid jeg havde hende. Den blå dreng med kegleformet blaze til venstre (og på billedet til venstre) levede et normalt liv som kæledyr. Han var upåvirket. Jeg beholdt ikke nogen, for jeg havde allerede bestemt ikke at fortsætte faderens linie i mit rotteri, men den anden hun fra kuldet, en blue self, var placeret hos en avler (med fulde oplysninger, selvfølgelig), men hun døde under fødslen kun 4 måneder gammel. Pointen med dette er at de markeringer på alle tre unger angiver at de er i risikogruppen. Hvis du så dem som voksne, ville du vide det. Du ville vide (eller burde efter at have læst denne artikel) at du skulle tænke længe inden du avlede på dem.
Der er mange forskellige gener, der skaber markeringer (hvide) på rotter. Der er generne på ”hooded” locus, som også kaldes white spotting locus eller H-locus. Det er der du vil finde HH (self), Hh (berkshire), hh (hooded) og alle de modifierne til disse gener, der skaber Irish, bareback (billedet til højre), capped, masked osv. Disse inkludere dalmatian og varigated og modifierne til disse markeringer. Genet eller generne, ”high-white” som jeg referer dem til i denn artikel, som bringer forøget risiko for megacolon med sig tror man ikke på er her. Forveksel ikke ”high-white” med dalmatian, varigated, roan, essex, downunder eller nogen andre af disse markeringer/mønster gener. Til mit formål her referer jeg til genet eller generne, der bringer en større risiko for megacolon med sig. Som nævnt tidligere, der er altid en risiko, men generne på ”hooded” locus lader ikke til at bringe nogen større risiko med sig.
En meget normal markering set hos high-white rotter er blazen. Ikke alle blazed rotter er high-white, men de fleste set hos tamrotter i USA lader til at være det, idet det er en dominant markering (nogle blazes er recessive, men disse er ikke så almindelige). Rotterne nedenunder har dominante blazes (high-white), selvom de ikke altid er kegleformede, nogle er ”lyn” blazes eller andre asymmetriske blazes.
Dominante blazes er ikke de eneste markeringer der skulle hejse røde flag. High-white betyder hvide markeringer på steder, hvor man ikke normalt ser dem. F.eks. når du ser eller tænker på en berkshire rotter, så har den farve på ryggen og siderne (hovedet, det meste af benene, osv.) og hvis du ligger den om på ryggen, så har den hvidt på maven. Denne markering stammer ikke fra high-white gener; det stammer fra markeringen på ”hooded” locus (Hh). Når en rotter har hvidt, der strækker sig længere op af siderne end det burde, bør det være et tegn på at noget ikke er rigtigt. Rotterne nedenunder er ofte kaldet ”banded” og denne markering stammer normalt fra high-white generne, der forandrer en berkshire (med eller uden blaze).
High-white kan placere markeringer på andre steder, hvor det bør rejse mistanke. Markeringerne på disse rotter er alle resultatet af dominant high-white.
Der er et andet tydeligt tegn på høj-risiko megacolon; odd-eye. Hvis en rotte har odd-eyes, kan du være næsten sikker på, at det kommer fra high-white (specielt i USA). Det er en af effekterne, der somme tider ses hos high white og er ikke pga. et separat gen.
Dog findes der især i Europa odd-eyed rotter, som ikke er high-white.
Disse rotter er eksempler høj-risiko megalon high-white.
Billeder er ikke altid pålidelige, og hvad du ser når du ser på en rotte, er ikke alt, der er at vide. Men det er dog en begyndelse. For eksempel, pletten over øjet på billedet ovenover, den næste række over odd-eyesene, SRR Confection, er et tegn på at hun er high-white, og det er hun. En plet nær øjet og nogle nær ørerne på en anden rotte, så som den på billedet til venstre, er højst sandsynligt et tegn på at han/hun ikke er high-white, men det er ikke definitivt (hvis jeg ikke vidste det bare ud fra billedet, ville jeg gætte på dalmatian, men ikke være sikker). Så er der den til højre, som kun har en plet tæt på hendes øre. Det er ikke mistænksomt. Hvorfor, spørger du? På grund af placeringen af pletterne og typen/kvaliteten af pletterne). High-whites har tendens til at have ret klare og definerede markeringer, og pletterne har tendens til at være solidt farvede. Med andre ord, de har ingen sølv-farvede hår i pletterne. Rotten til højre har sølv-farvede hår i pletten hvilket er typisk for pletter forårsaget af dalmation/varigated gener.
Du ville opdage at det er tydeligere, hvis du så rotten selv, men billedet er dårlig kvalitet. Pletter forårsaget af dalmatian/varigated genet har tendens til at starte ved kanten af øret. Hvis der er flere pletter, kan de være på ryggen og/eller i ansigtet og de kan sprede sig til siderne ligesom på rotten til venstre. For resten, rotten til højre var ikke en high-white. Hun var fra dalmatiner linier. Fotoerne nedunder illustrerer ”silvering” hos dalmation/varigated pletter. Denne ”silvering” er ikke rigtig silvering forårsaget af silvering genet; det er en delution forårsaget af de gener der skaber markeringen. Som jeg nævnte, det er typisk for pletterne hos dalmatian og varigated rotter.
Stamtavler
Vi har kigget på nogle billeder, og nu kan vi kigge på de stamtavler der understøtter rotterne på billederne. De fleste af disse specifikke rotter kan slås op i the North American Rat Registry (NARR), men vi kan se på de markeringer, der skulle rejste røde flag hos dig. Her er en stamtavle for en rotte, der er nogenlunde sikker. Jeg har dog markeret nogle potentielle tilfælde, der skiller sig ud.
Wow! Se på alle de blazes. Ja, stamtavlen er alligevel ret sikker. NWSSR Sniper’s forældre var en blue agouti og en chinchilla blazed. De leder tilbage til næsten kun satin selfs, men der er et par irishes og varigated nævnt i Sniper’s stamtavle. Den eneste rigtige tilfælde der som jeg kan se, er de odd-eyed, men de er et par generationer tilbage, og rotterne i den stamtavle mine rotter stammer fra er dalmatians. De er ikke odd-eyed og de er ikke high-white. De blazed i stamtavlen kommer fra dalmatians og varigated rotter. De er ikke dominante blazes; de er recessive ligesom den hos rotten på billedet til højre. RRR Hara var fra det samme kuld som RRR Biance, så du kan se hendes stamtavle der. Recessive blazes er ikke så nemme at producere som de dominante, men jeg koncentrerede mig aldrig om dem selv i min avl på min dalmatian linie. Jeg forventer med selektiv avl, at man kan gøre sig ret godt med dem i en linie fra dalmatians, og så længe high-white blev holdt ude af linien, ville de være fra for de ting, der kommer samme med high-white, specielt megacolon. Der er mange andre aftegninger som vil opstå fra dalmation og varigated på vejen til at den standardiserede type afhængig af den partner man vælger.
Ikke alle blazes stammer fra high-white eller recessive blazing. Der er en anden type markering som altid har en blaze, den ønskede type er en kegleformet blazed. Denne type er megacolon-fri, men er ikke almindelig tilgængelig i USA (første import var i November 2004). Det er ikke rigtig en markering, men mere et mønster. Det kaldes husky, og stammer fra England. Husky er recessive og kommer i to mønstre: Husky, som basalt set er et berkshire-type mønster med en blaze og banded husky, som US avlere kan sammenligne med ”banded” med en blaze (se foto til venstre). Efterhånden som de bliver ældre, fader farven, indtil de bliver gamle og er næsten hvide. Der er et par US avlere som arbejder med en linie af rotter, som opstod i US, som lader til at være ligesom huskyerne i England, men der har endnu ikke være en mulighed for at finde ud af, om det kan krydses med de engelske rotter. US linien er heller ikke high-white.
Her er en stamtavle for en rotte, der ikke er sikker. Siden rotten allerede er blevet avlet på, kan jeg bekræfte resultatet af det. MAR Sampson og SRR Samson producerede begge megacolon i kuld, selvom begge producerede overraskende få tilfælde. Vi vidste dog, at de ville og det gjorde de.
(Dette er en gammel stamtavle, og den er ikke så præcis som den i registeret. Vi bruger den som et eksempel her. Vi vil ikke gå ind i hvilke ting i stamtavlen der ikke er korrekte, velvidende hvad vi ved om disse rotter ved at kigge på stamtavlen. Avlerne fastslog hvad rotterne var før de vidste hvad de ville producere; de havde ikke den information vi har nu)
SRR Samson er den odd-eyed på billedet til venstre et stykke oppe på denne side. Termerne ”odd-eye”, ”split-cap”, ”split cap/stripe”, ”collared” osv. er alle meget klare indikationer om at der er high-white på spil. En ”split-cap” er en blaze der er gået længere op på hovedet end den skulle (ifølge standarderne) og som dividere cappen i halve. Hos en ”split-cap/stripe” er rotten basalt set startet med en hooded type markering inden high-whiten var tilført. Blazen (fra high-white) splitter hætten og tager den komplet af skuldrene, men high-whiten tilfører også mere hvidt på toppen af rygradslinien.
Et tilnavn for en variation af denne calles ”collared” hvor high-white har resulteret i hvidt mellem rygsøjlen og hooden, så der ligesom er et hvidt halsbånd. Rotten kan have eller har ikke en blaze, men den generelle markering er den samme. Effekterne er tilsvarende, og det er det jeg forsøger at pointere i denne artikel. Terminologien, som skulle rejse flag inkludere (men er ikke begrænset til): ”blazed”, ”bi-color”, ”patched”, ”spotted”, ”banded”, ”blazed-banded”, ”black-eyed white” (medmindre den kommer fra dalmation/varigated linier uden nogen high-white i et par generationer), ”masked” (afhængig af de linier den kommer fra), ”husky” (US husky, som ikke fader), ”odd-eye”, ”split-cap”, ”split-cap/stribe”, ”cap/stripe”, ”collared”, ”Aurora”, ”Dutch” og ”badger”.
Termer for markeringer, der generelt er ”sikre” inkludere: ”self” (hvis der ikke har været high-white i nogle generationer), ”berkshire”, ”irish”, ”english-irish”, ”hooded”, ”bareback”, ”capped”, ”masked” (der er en modifier for masked på H-locus, som ikke er high-white, og de kan forekomme i dalmatian linier), ”mottled”, ”husky” (fra engelske og amerikanske linier), ”Essex” (fra engelske linier), ”Roberts” (eksistere kun i England) og ”downunder” (når de ikke er blevet mikset med high-white).
Der er et markerings mønster som refereres til som downunder, som blev importeret til USA fra Australien i December 2002. Det er også tilgængelig i Europa, idet den blev sendt dertil to år tidligere. Det lader ikke til at være et hvidt markerings gen, men nærmere et dominant gen, der putter mere farve på rotten (ikke mindre). F.eks. hvis rotten er hooded, vil tilføjelsen af downunder genet putte en markering tilsvarende til den øverste stribe på rottens mave. De er blevet avlet sammen med selfs, berkshires, hooded, dalmatian og varigated rotter uden nogen helbredsproblemer. Downunders har ikke tendens til megacolon, og da de blev bragt til USA, var det en forståelse, at amerikanske avlere ikke måtte parre dem med high white. Et par stykker er alligevel blevet parret me high-white, og de fik de forventede tilfælde af megacolon. Udeholdt fra high-white linier er de forblevet megacolon-fri. Der har ikke været nogen helbredsproblemer relateret til genet, og de kan blive parret sammen sikkert. Rotten på billedet til venstre er en downunder fra en downunder varigated far og en self mor.
Der er et andet markeringsmønster kaldet Essex (tidligere kendt som Roberts), som har en headspot, og farven fader gradvist. Markeringerne varierer fra hvad jeg har været i stand til at finde ud af, men de variere fra berkshire til varigated normalt med headspot. Selvom genet anses for at være dødelig i homozygous variation, er den ikke en type af high-white. Den er tilgængelig i England, og muligvis andre steder i verden. I USA, er det kun i syd Californian på det tidspunkt dette er skrevet, at den var importeret til i April 2004
Det har været kendt længe, at avle high-white med high-white var en opskrift på problemer, men der har også været håb om at problemet med megacolon kan ”avles ud” af rotterne mens man bevare markeringerne, ved at parre med sikre markeringer såsom self eller berkshire. På dette tidspunkt tror jeg ikke på at det er sandt. Jeg tror på at risikoen kan reduceres og at der er linier, der har færre tilfælde end andre, men jeg tror ikke på at det kan blive avlet helt ud hvis man ønsker at beholde den ønskede markering. Effecten af genet (generne) på farver, depigmenteringen, er en advarsel om at der er et problem i udviklingen af rotten når den bliver født. Det er et tegn på at nerverne i tyktarmen muligvis ikke har udviklet sig ordenligt (eller i det hele taget). Det er ikke kun et markeringsgen. Det er en advarsel om at der kan være et problem, og at dømme efter hvad jeg har set i mig rotteri, er det en advarsel man skal holde øje med. Jeg har ikke grafer at udgive på hvor mange af de high-white markerede rotter, der udvikler megacolon versus hvor mange der ikke gjorde i mine kuld, men en anskuelse vil være tæt på 40% af afkommene. Jeg har været heldig, faktisk, idet jeg ikke er en af de avlere, der har mistet et helt kuld til det, men det gør det ikke mindre tragisk.
Denne artikel er kun men som en hjælp til avlere til at genkende høj-risiko markeringerne og til at genkende dem fra lav-risiko markeringerne, for at kunne lave mere velovervejede parringsbeslutninger. Jeg vil opmuntre alle til at fortsætte med at undersøge genetikken bag markeringer og sygdom, uanset om high-white er inkluderet i jeres avlsprogram.
“High-White og Høj-risiko” artikel og fotos © 2000-2005, E. Brooks of Spoiled Ratten Rattery og the Midwest Rat Enthusiasts, og foto © 2004, E. Sandford of The Rats of Alpha Centauri. All rights reserved.
Hjælpsomme links fra forfatteren:
Rat Society of America-Standards
Spoiled Ratten Rattery-Varieties
Rat Behavior and Biology-White blazes and megacolon
Rat Health Guide-Megacolon