Skrevet af Maybrith Kjær Berthelsen, Camilla Bendix Rasmussen og Malene Carlsen
  • Opdrætteren bør have kendskab til rottegenetik – ikke kun for at kunne forudsige hvilke farver og typer, der med størst sandsynlighed vil dukke op i et bestemt kuld, men også for at vide hvilke parringer, man IKKE bør foretage.
  • Har opdrætteren begge køn, bør disse gå kønsopdelt.
  • Én han- og én hunrotte går kortvarigt sammen udelukkende med parring for øje. Parringen foregår i et mindre bur. Når hunrotten med overvejende sandsynlighed er blevet drægtig, sættes begge rotter tilbage i deres respektive grupper.
  • Hanrotten må tidligst bruges i avlen, når den er 10-12 mdr. Vælger man at bruge hannen før det fyldte år, bør hannen være ud af kendte linjer (1) med god kendskab til temperament og helbred. Dette for at sikre, at den ikke som fuldvoksen vil kunne begynde at vise tegn på genetisk betinget aggression. Hanrotten bør kun bruges i avl, hvis den vejer mindst 500 gram og er både fysisk og mentalt sund og rask.
  • Hanrotten skal have minimum 3 ugers pause mellem hver parring for at få ro på hormonerne. Nogle hanner reagerer voldsomt på damebesøg.
  • Hunrotten skal være fyldt 5-6 måneder og veje mindst 250 – 300 gram ved sin første parring og den første parring skal senest ske, inden den er fyldt 10-12 mdr. Vælger man at benytte hunrotten før de fyldte 6 mdr., bør hunnen være ud af kendte linjer (1) med god kendskab til temperament og helbred. Man bør derudover være i stand til at vurdere, om hunnen er mentalt klar til kuld i tidlig alder. Efter ungerne er blevet fravænnet, skal der gå 2-4 måneder før næste parring – og eftersom drægtighed og opfostring af kuld slider på hunrotten, bør den højst få 2 kuld i sin levetid. Ligesom hanrotten skal den naturligvis også være både fysisk og mentalt sund og rask. Hunrotten skal have fået sit sidste kuld, inden den er fyldt 15 – 18 mdr.
  • Hunrotten sættes alene i fødebur 1-2 dage før forventet termin og går alene, indtil ungerne er fravænnet. En legetante kan evt. tilføjes, når ungerne er 3 uger gamle.
  • Opdrætteren bør opdrætte på rotter med sunde, stabile og velkendte linjer, som kan følges flere år tilbage. Hvis opdrætter vælger at inddrage rotter med ukendt baggrund, bør man som minimum bruge én forælder med kendt baggrund (1). Med ukendt baggrund menes der rotter uden stamtavle fra dyrehandel, foderavl, hygge/ups-kuld samt import fra udlandet uden videre kendskab til opdrættet og linjen.
  • Ungerne vil under opvæksten blive vejet og tjekket igennem mindst én gang om ugen for at sikre, at de udvikler sig, som de skal. Opdrætteren opdaterer ugentligt med fælles- eller enkeltbilleder, så interesserede købere også vil kunne følge med i ungernes udvikling.
  • Opdrætteren bør være villig til at lægge et stort arbejde i at følge sine dyr tæt gennem hele deres liv – både de dyr, h*n selv beholder samt dem, der er blevet solgt til nye hjem (inkl. de solgte dyrs evt. afkom). Disse informationer bør til enhver tid deles med interesserede købere af en unge fra den linje samt andre opdrættere.
  • Opdrætteren følger vejledningen omkring, at rotter er flokdyr og bør være minimum 3 rotter sammen samt at rotter har brug for at vokse op med jævnaldrende (+/- 2 ugers aldersforskel).  
  • Opdrætteren stiller krav til køberen om at få tilbagemeldinger om rottens udvikling og fysiske og mentale sundhed flere gange i løbet af dens liv og vil til gengæld stå parat med støtte og vejledning, hvis der på et tidspunkt skulle opstå uventede problemer med den.
  • Opdrætteren bør ikke tøve med at lukke en linje, hvis der skulle opstå komplikationer ift. adfærd, sygdom mm. hos afkommet i en linje. Dette betyder, at der for alle parter er komplet avlsforbud.
  • Ungerne sælges tidligst, når de er fyldt 6 uger og vejer minimum 100 gram 
  • Skulle man være uheldig ikke at finde hjem til alle unger, inden de er fyldt 10-12 uger, beholder man dem selvfølgelig selv. De må under ingen omstændigheder afleveres i en dyrehandel, sælges som foder eller aflives. Man bør ikke sætte et kuld unger i verden, hvis man ikke er i stand til at tage vare på dem resten af deres liv. 
  • Skulle en rotte vise sig ikke at være egnet til et kuld, bliver rotten selvfølgelig boende hos opdrætter og bør ikke omplaceres/sælges, fordi rotten ikke viste sig at være egnet. En opdrætters rotter er først og fremmest kæledyr og ikke avlsdyr, som bliver taget fra burkammerater og vante omgivelser, fordi den ikke kan indgå i avl.
  • Syge eller skadede dyr – eller hunrotter, der gennemgår en problematisk fødsel – skal naturligvis ALTID vurderes og behandles af en dyrlæge. Dette er også tilfældet, hvis det drejer sig om mindre unger, hvad enten man selv ville have beholdt dem eller de skulle have været solgt videre.


1. Definition af kendte linjer
En kendt linje er, når linjen er kendt ud til 4.-5. generation. I de generationer bør man have kendskab til kuldsøskende til de rotter, der er oplyst i stamtavlen samt andre slægtninge, der ikke nødvendigvis står nævnt i tavlen. Det er ikke nok kun at kende til de rotter, der står nævnt i stamtavlen.