Culling

Oversat med tilladelse fra Alison Campbell, Shunamite Rats
Oversat af Annbritt Jørgensen

Denne gang vil jeg se på det svære og følelsesladede emne, som culling er. Jeg griber dette emne an med en god del frygt, for det er et emne, der rejser alle former for følelser i folk (og med rette). Det er ikke min intention at skrive et hævdvunden eller dømmende stykke, og alligevel frygter jeg at det muligvis ikke er muligt at skrive om sådan et emne uden at vise min egen forudindtagethed.

Hvis noget, så er dette stykke designet til at give håb til de, som ikke føler sig personligt eller moralsk i stand til at culle deres unger, og alligevel må høre (som de tager deres første skridt ind i avl) at de aldrig vil være i stand til at producere kvalitets rotter hvis ikke de vælger at culle. Jeg har hørt dette dengang jeg startede. Jeg var mistænksom overfor denne udtalelse på det tidspunkt, og jeg ved nu at det ikke er sandt.

Hvis du skal i gang med at avle er du nødt til at bestemme dig for, hvad du skal gøre med de unger du ikke vil beholde. I den reneste mening betyder ”culling” ganske simpelt ”at fjerne fra avlsprogrammet”. Alle avlere gør dette. Vi vælger ud fra ønskede træk (temperament, helbred, fysiske træk) og avler kun på de dyr, der lever op til vores krav. Vi vælger at ikke avle på de rotter, som måske ikke besidder de samme kvaliteter. Dog har det i populært brug fået betydningen af at aflive overskydende dyr (avlere i Danmark culler ikke i den forstand at aflive overskydende dyr, hvis de vil betragtes som seriøse). Inden for rotteverdenen kan dette inkludere uønskede unger og voksne der ikke længere er brug for i avlsprogrammet, men til denne artikels formål vil jeg kun bruge betydningen af at aflive overskydende unger.

Grunde der ofte bliver givet for at aflive overskydende unger:

• For at reducere kuldstørrelsen, for at kunne give de resterende unger den bedste chance for optimal vægt.
• For ikke at overbebyrde hunnen med et stort kuld.
• For at skaffe sig af med unger der ikke lever op til forventningerne.
• For at forhindre et stort antal uønskede unger, til hvilke der ikke allerede er hjem klar til.
• For at fjerne rotter med synlige defekter.
• Når man arbejder med nye varianter eller ukendte linier, er det for at forebygge at et værtsdyr af ”ukendte” problematiske rotter ender i et kælehjem.

Lad os se mere detaljeret på nogle af disse punkter.

Nogle opdrættere har historisk argumenteret for at den eneste måde at producere store rotter, som opnår deres fulde fysiske potentiale er ved at reducere kuldene til omkring 6-8 unger. Meget er blevet sagt om det at opdrætte store kuld, at det er skyld i fysiske problemer såsom tændstik haler og generel mangel på knogle struktur og masse. Nok avlere har opfostret nok store kuld (op til 18 unger i kuld jeg personligt kender til) til at bevise at dette er falsk. I stor grad er fysiske kvaliteter nedarvet i rotternes linier og hvor ernæringsmæssige input er det samme (eller større end) ernæringsmæssige behov, vil det maximale potentiale opnås (antaget at der ingen sygdom eller skadelige miljømæssige faktorer er). Tændstik haler (og relaterede problemer) kan ligeså godt forårsages af ernæringsmæssige mangler, men de behøves ikke være en naturlig del af det at opfostre et stort kuld. 

Det er ganske vist sikkert til en hvis grad at dette ernæringsmæssige input ikke fuldt ud er indenfor vores kontrol, da det afhænger af hunnens tilstrækkelige fodring af ungerne, både i maven og før afvænning.

Alligevel vil de fleste store, sunde, robuste hunner (og det er dem vi bør vælge til at avle på) være mere end i stand til at fodre deres unger tilstrækkeligt. Fra observationer vil jeg foreslå at fysisk under-udviklede unger (manglende knogle struktur, masse, firkantet hale) kan være resultatet af avl på rotter der viser disse kvaliteter, eller opfostrer store kuld uden tilstrækkelig ernæringsmæssig support. Hvis de ernæringsmæssige input er mindre end de ernæringsmæssige behov, vil den fysiske udvikling blive påvirket, men at øge det ernæringsmæssige input er ikke udenfor enhver velinformeret avlers rækkevidde. 

Hunnen, antaget at hun er sund og velernæret forud for at skulle føde, kan normalt støttes ernæringsmæssigt uanset kuldstørrelse. Jeg siger ”normalt”, for der lader til at der findes hunner nu og da som fodrer ungerne vedvarende og afvænner deres unger sent, og som er fysisk drænet af processen. Med optimal fodring hele vejen igennem, vil selv disse hunner kun tage et par ekstra uger før de er tilbage i før-graviditets form. Selvom det kræver ekstra tid, anstrengelse og udgifter, at give hunner der opfostrer store kuld god ernæringsmæssig støtte, så er det alligevel fuldstændig muligt.

Spørgsmålet om at reducere kuld så man ikke er nødt til at finde hjem til de overskydende unger er et, jeg finder særdeles svært. Grunden til dette er at vi bor i et land hvor store gnaver farme sprøjter store mængder af rotter ud uden tanke og hensyn til avlsvalg, tilstrækkelig ernæring, socialisering, helbred, stress; for at opfylde markedet for tamrotter. Samtidig ”culler” avlere rotter af god kvalitet fra sunde linier, med godt temperament, som har potentiale for at blive velsocialiserede og velfodrede. Mange gange har jeg oplevet disse folk spørge mig om unger, men som er endt med at købe i dyrehandel, fordi de ikke ville vente i de uger (eller måneder endda) det ville tage at få rotter fra en avler (selvom jeg ofte sender folk videre til andre avlere der har ledige unger). England (og Danmark) behøver helt klart flere rotter fra sunde, raske avler linier, ikke færre.

Det tager en god del tid og anstrengelse at finde og kontrollere potentielle hjem for ens unger, og at opbygge og vedligeholde forbindelsen så ungerne kan komme til nye hjem når de er 6 uger, uden bekymring for avlerens del. Jeg vedligeholder kontakt med alle mine babyers ejere gennem hele rottens liv. På denne måde ved jeg hvor de er, hvilke problemer de gennemgår (hvis nogen), og jeg kan overvåge temperamentet, helbredet og den lange levetid for de rotter jeg avler. Jeg er klar over, at ingen af disse ting er mulige, hvis jeg ”culler”. At have fred i sindet som opdrætter handler ikke om at finde hjem til mine babyer, men om at finde de rigtige hjem. Igen, hårdt arbejde, men helt muligt, og høster enorm gavn. Hvis jeg ikke længere kunne finde hjem til mine unger ville jeg være nødt til at spørge mig selv ”hvorfor?” og ”hvorfor avler jeg?”

Sørgeligt nok er nogle unger født med (eller udvikler hurtigt) tydelige defekter eller sygdomme. Syge unger har mindst ligeså meget ret til dyrlægebehandling som syge voksne rotter har. Og de som ikke er til at behandle kunne blive lagt til at sove på en human måde (der ville uden tvivl blive megen debat om, hvilke metoder der er humane). Dog kender jeg en del avlere, som har en særdeles speciel rotte derhjemme, hvis fremtid virkede meget usikker, da den var unge. Hvis de får chancen, overlever mange af disse babyer uden vedvarende problemer, og kan blive vidunderlige kælerotter (sikkert pga al den ekstra opmærksomhed de får mens de er unge).

Det er ganske sandt at ukendte linier, og nye varianter kan have naturlige problemer, og dette er ofte brugt som et argument for at culle disse linier i høj grad. Der er tydeligvis noget logik i dette – er det fair at sende dine ukendte unger ud til en uanende familie, for hvem det måske er deres første oplevelse med rotter? Hvad hvis de udvikler temperament- eller helbredsproblemer i en tidlig alder? Men overvej alternativet. Familien tager til en dyrehandel og køber hvad? En ukendt unge fra ukendte linier, med ligeså megen (eller mere?) sandsynlighed for at opleve helbreds- og temperamentsproblemer, men uden den fantastiske start (socialisering, opvækst), som en avler kan give deres unger. Jeg undrer mig også over hvordan det er muligt at finde ud af, hvilke problemer der er i en linie, hvis man culler kuldene. At beholde og opfostre hvad der potentielt kun er halvdelen (eller måske kun en tredjedel) af et helt kuld ville seriøst fordreje de ”konklusioner” man kunne drage omkring helbredet, og temperamentet hos rotterne, medmindre det er kortlagt over en længere tidsperiode.

Det er muligt at udvælge kælehjem til at passe de unger det drejer sig om. Intet dyr kan tages ind i et hjem uden en eller anden form for garanti om fremtidig velvære. Ansvarlige ejere tager et dyr til sig med den samme attitude som på nuværende tidspunkt reflekteres i ægteskabets løfter ”for better, or worse, in sickness and in health, ’til death us do part.” Som avlere har vi en forpligtelse til at være ærlige omkring kendte problemer, og nogle kuld passer måske bedre ind hos mere erfarne rotteejere, men siden alle rotter har potentiale for at blive problematiske, hvordan kan vi så retfærdiggøre dette potentiale som grund til at slå dem ihjel? Jeg er bestemt ikke fortaler for uplanlagt avl på ukendte varianter/linier, hvilket ofte sker, når en variant opstår, der er unormal eller attraktiv. Som avlere er vi nødt til at være ansvarlige og gøre vores bedste for at kontrollere og beherske disse varianter indtil vi er sikre på deres problemer, ligeså vel som på deres ønskelighed. Dette kan opnås i stor grad ved nøje udvælgelse af kælehjem, og meget forsigtig placering af unger i avlshjem. Vejledning af uerfarne avlere kan også hjælpe.

En meget positiv fordel for avlere der ikke reducere deres kuld er, at de vil have maximum valg mellem hvilke babyer de skal beholde i deres eget rotteri, når engang ungerne når 6 til 8 uger.

Som konklusion er jeg overbevist om at der er alternativer til at culle kuld for dem der vælger at udforske dem. Mere tid og anstrengelse? Uden tvivl. Jeg er begejstret for at der nu er et antal rotterier i England, som har bevist i resultater over generationer, at det er muligt at opfostre fuldtallige kuld af kvalitetsrotter.