Gengivet med tilladelse af forfatteren Agnete Jensen/suntiger
Publiceret for Rottenet
Første gang publiceret 1. Marts 2006
“Der kommer blod fra min rottes øjne”
Ikke et usædvanligt udsagn – men derimod en rimelig konklusion, når man for første gang ser røde plamager omkring sin lille rottes øjne. Det læres hurtigt at “det røde” ikke er blod, men derimod porphyrin (nogle gange stavet “porfyrin” på dansk), som er et rødbrunt stof, der udskilles af en lille bitte kirtel.
I dag er det almindelig viden hos rotteejere, hvad det dersens stof er, hvad det kan betyde – og hvor det kommer fra. Imidlertid synes jeg, at der også er mange uklarheder omkring funktionen. Jo, vel er det mægtigt at vi på den måde kan se, om vores rotter har det godt – men der må vel være mere i funktionen end blot en synlig indikator til os mennesker om rottens velbefindende.
Først, hvad vi ved i al almindelighed om porphyrin – helt fra begyndelsen:
Porphyrin er et stof, som udskilles fra Harderian-kirtlen, der sidder lige bag rottens øje. På en normal og sund rotte ses det ikke, mens stressede rotter udskiller en væske fra kirtlen, der viser sig som en rødbrunlig vækse ved øjne eller næse. Oftest ser vi det først når det er tørret ind til skorper, der til forveksling ligner størknet blod. Dvs. er rotten stresset (stress kan komme fra sygdom, operation, anden uro omkring den), så ser vi det oftest omkring øjnene og nogle gange omkring næsen. Hos ældre dyr kan det også forekomme, at rotten nogle gange har held med at få stoffet smurt ud over poter og hele snuden. I disse tilfælde er der primært en sammenhæng mellem udskillelsen af porphyrin og sygdom, snarere end at det fremkommer udelukkende pga. alder. Fænomenet med “de røde tårer” kaldes nogle gange også for Chromodacryorrhea.
Imidlertid udebliver fremkomsten af porphyrin nogle gange, hvor det ellers var forventet (f.eks ved alvorlig luftvejslidelse), mens det andre gange fremkommer uden at man iøvrigt kan observere tegn på sygdom eller stress. Dette kan selvfølgelig tolkes, som at rotten ikke er stresset, når vi formoder det – eller at vi ikke har bemærket alle tegn på sygdom/stress.
Ingen af delene udelukker hinanden, ej heller giver det et reelt svar på, hvad der i virkeligheden foregår. For at komme lidt tættere på, er vi nødt til at søge efter den egentlige funktion af porphyrin og Harderian-kirtlen:
Harderian-kirtlen blev i første omgang beskrevet tilbage i 1694 (nej, det er ikke en skrivefejl, vi *er* tilbage i 1600-tallet), hvor Johann Harder finder og beskriver en lille kirtel. Sidenhen er der kommet supplerende oplysninger om kirtlen, som nogle gange refereres som “Harders kirtler”. Den er sidenhen blevet fundet i flere dyregrupper ( bl.a. gnaverne), men ikke hos primaterne (og deraf mennesket). Kirtlen kan syntetisere flere forskellige substanser, som er afhængige af den pågældende dyreart, hvor porphyrin er karakteristisk for nogle gnavere. Det skal understreges, at hvor vi tænker “porphyrin” som én specifik væske, så der er i virkeligheden tale om en gruppe af væsker, som tilsammen kaldes porphyrin.
Umiddelbart er det svært at give en klar definition på kirtlens funktion fordi den producerer så mangeartede væsker – hvor det tilmed er afhængigt af dyreart. For gnavere alene er der har den en formodet indvirkning på varmeregulering og vækstfaktorer, og specifikt hos rotterne tales der om regulering af lys til retina, potentielt set er der også en sammenhæng med kønsorganerne. Det er vigtigt at understrege, at der findes mange forskellige meninger om dens indvirkning. Dertil kommer, at der muligvis kan være forholdsvis stor forskel i, hvad den påvirker afhængigt af dyrearten, dvs hvis vi læser om Harderian-kirtlen for en *anden* art end rattus norvegicus, så kan vi ikke nødvendigvis anvende den pågældende viden – eller gå ud fra, at det “fungerer på samme måde i rotten”. Dette understøttes kraftigt af biokemien, som afslører forskellene i den kemiske sammensætning af lipiderne.
[Lipid: Et “fint” ord for fedt; der er tale om ikke-vandopløselige stoffer indeholdende fedtsyrer og steroler, hvor steroler er umættede alkoholer tilhørende steroidgruppen. Et kendt eksempel på en sterol er kolesterol.]
Selve Harderian-kirtlen ligger tæt op af bagsiden af rottens øje, dvs. der er en kirtel til hvert øje. Den enkelte kirtel har tre furer, hvoraf den ene indeholder den optiske nerve mens de to andre furer indeholder øjets små muskelfibre. Kirtlen har en enkelt afledningskanal. Indholdet af Harderian-kirtlen har været nøjere undersøgt på Wistar-rotterne, hvor de forskellige typer celler, membraner mv. er blevet beskrevet, omend viden om kirtlens funktion stadig er mangelfuld.
Porphyrin selv er et såkaldt makro-molekyle, som stammer fra umodne blodceller. Oprindeligt mente man, at kirtlen fungerede udelukkende som depot for porphyriner, der kom med blodstrømmen og aflejrede sig i kirtlen. Imidlertid har nyere studier vist, at kirtlen selv er i stand til at syntetisere (fremstille) porphyriner via enzymer. I såfald produceres “protoporphyrin IX” sammen med lipider og formodentlig indoliske produkter.
[Indol: En aromatisk heterocyklisk forbindelse, som ved lave koncentrationer dufter, mens høje koncentrationer for det til at uhm … lugte fælt.]
En interessant detalje er, at der er forskel på koncentrationen af porphyriner afhængigt af kønnet. Koncentrationen er højere for hunner end for hanner, om end rotterne udviser en mindre forskel end den forskel, der kan findes hos f.eks. guldhamstere.
Harderian-kirtlen indeholder også melatonin, hvilket tilsyneladende har en sammenhæng med porphyrin. Den mulige tilstedeværelse af melatonin i Harderian-kirtlen blev fundet i 1972, hvor stoffet hydroxyindole-ortho-methyltransferase (HIOMT) bliver påvist i kirtlen. (HIOMT er et enzym, som medvirker i syntesen af melatonin.) Det blev sidenhen bekræftiget af spektrometri. Ved et forsøg blev det vist, at blev melatonin tilføjet i bughulen, så var Harderian-kirtlens porphyrin-indhold fordoblet efter 20 minutter. Teorierne på dette område går i retning af rottens lysfølsomhed. Det bør nævnes, at udviklingen af porphyrinerne i kirtlen falder sammen med modningen af synsnerven. Når den lille rotteunges øjne åbnes, øges aktiviteten også i Harderian-kirtlen. Det har været formuleret, at porphyrinerne er en form for “omvendere” af ultraviolette lysfrekvenser til “synlige” frekvenser. Ved at sammenholde porphyrin-niveauet med mængden af lys, har et forsøg fundet, at hanrotter, der opholder sig i konstant mørke, har otte-doblet mængden af porphyrin sammenlignet med dem, der konstant opholder sig i lys. Sammenkædningen til døgnrytme har også været foretaget, hvor holdningen er fremme om, at Harderian-kirtlen er underlagt en 24 timers døgnrytme. Ligeledes har bl.a. sammenhængen mellem alder og melatonin har været målt. Det blev fundet, at hvor melatonin-koncentrationen iøvrigt faldt med rottens aldring (4 – 22 måneder), så var der ingen målbare forskel i Harderian-kirtlen.
Som nævnt tidligere, så er porphyrin ikke blot ét stof, men en hel gruppe. Flere forskellige typer porphyrin kan findes hos rotterne, hvor protoporphyrin IX i nyere tid har tiltrukket sig opmærksomhed. Protoporphorin XI er produkt fra kirtlen, og den har tilsyneladende en forholdsvis aktiv rolle i lysregulering, dvs. mængden af lys der kommer frem til retina (det bagerste af øjet, hvor lyset samles så vi kan opfatte det som et billede). Protoporphyrin IX har egenskaben, at det bliver selvlysende under ultraviolet lys, hvilket er med til at gøre det interessant i forskningen omkring fotodynamiske processer, idet kirtlen udgør en nem og naturlig model. (Fotodynamiske processer anvendes både til diagnose og terapi, og de baserer sig på teorien om at lys med passende styrke og bølgelængde er i stand til at påvirke f.eks. oxygenen i kroppens celler. Derved kan der foretages diagnoser eller behandling på diverse skader, som f.eks. tumorer.)
Fotodynamisk processer er ikke umiddelbart noget jeg har yderligere behov for at vide mere om lige nu og her – men faktum er, at generelt set er der et fint overblik over Harderian-kirtlens “indretning” og hypoteser over nogle af mekanismerne – men der findes stadigvæk ikke en tilfredsstillende forklaring. Fotodynamiske processer kan måske give mere fokus på kirtlens funktion, for blot at kradse i overfladen af hypoteser og undersøgelser giver kun anledning til flere spørgsmål. Og det er ikke svært at være blot en anelse nysgerrig, når kirtlen måske producerer indoliske produkter. I såfald kan det i rottens verden svare til den “personlige parfume” – altid lige ved øh … øjet. Men i virkeligheden medbringer dette også potentialet, at rottens duftsprog er langt mere udviklet end vi ved af pt.
– Og ja, stikkes rotten med det “røde gnadder” ind under en ultraviolet lampe, så vil dette stof også være selvlysende …
Kilde:
G.A. Bubenik, G.M. Brown og L.J. Grota: Immunohistochemical Localization of Melatonin in the Rat Harderian Gland. J. Historichemistry and Cytochemistry, vol 24, nr. 11, s. 1173-1177. 1976.
G.J. Krinke: The Laboratory Rat. Academic Press 2000.
E.R. dos Reis, E.M.D. Nicola og J.H. Nicola: Harderian Gland of Wistar Rats Revised as a Protoporphyrin IX Producer. Braz. J. morphol. Sci (2005), s. 43-51.