Så er vi igen klar med en online udstilling.
Dommeren, som består af Camilla Bendix Rasmussen (Alenya), vil fredag d. 24. juli 2026, bedømme jeres rotter ud fra det indsendte materiale. Publikums favorit vil blive valgt gennem vores facebookside, hvor man kan stemme på den af de tilmeldte rotter man syntes er sødest. Billederne af disse vil blive lagt op dagen inden bedømmelsen og løbe frem til udnævnelse af vinderne.
Vinderne vil blive annonceret fredag den 24. juli 2026 kl 20.00 på vores facebookside.
Priserne, der kæmpes om, er:
1. plads
2. plads
Dommerens favorit
Bedste tricks
Publikums favorit
Slasketesten
Præmierne består bl.a. af flotte medaljer, hængekøjer og snacks.
Prisen for tilmelding
15 kr. pr. rotte for medlemmer
30 kr. pr. rotte for ikke-medlemmer.
Tilmelding af rotter skal ske senest den 23. juli 2026
Dette gøres til forening@tamrotte.dk
I mailen vedhæfter du billeder og videoer, som er beskrevet under regelsættet samt oplyser rottens navn, alder, fænotype, køn, ejerens navn, adresse og alder. Én mail pr. rotte. Du må tilmelde så mange rotter, du har lyst til. Når du sender os billederne, godkender og tillader du/I, at vi må anvende billederne til vores hjemmeside og på vores Facebook, da der vil blive lavet en side og et opslag med alle vindere. Du overgiver med andre ord din copyright til Den Danske Tamrotteforening.
Du må også gerne nøjes med at tilmelde rotter til Slasketesten og/eller Publikums favorit og/eller bedste tricks. Her skal du kun indsende video af en slasketest og/eller et billede til publikums favorit. Se mere nedenfor (video af tricks mangler)
Tilmeldingsgebyret indbetales pr. bankoverførsel til reg. 9570 kontonr. 13168555 Danske Bank. Vi modtager desværre ikke Mobile Pay.
For at udstille skal man være fyldt 18 år. Børn og unge under 18 år kan deltage med forældrenes samtykke.
Regelsæt
- Rotten skal være velproportioneret med god muskelmasse – hverken for tyk eller for tynd.
- Øjnene skal være store, runde, rene og lidt udestående og bør have en passende afstand imellem dem.
- Ørerne skal være store, runde og rene uden rifter og huller.
- Pelsen skal være tæt, ren og uden synlige sår, rifter, buckgrease (det gule på huden) og utøj.
- Rottens kropsdele skal være intakte. Dvs ingen manglende dele af hale, tæer, ører osv.
- Rotten må ikke have knuder, bylder eller være syg på andre måder.
- Rotten skal være sød og have godt temperament.
Regelsættet gælder uanset hvilken kategori, man tilmelder sig.
Billederne skal tages med hvid/lys baggrund og være klare og tydelige. Billederne må ikke tages i et vindue eller i forstyrrende omgivelser. Det vil være en god idé at være to om at tage billederne for at opnå de bedste resultater.
Der skal på hvert billede være en seddel, hvor følgende skal stå:
Dine initialer (på eksemplerne står CBR, initialerne for Camilla Bendix Rasmussen og MC, initialerne for Malene Carlsen).
Dato for dagen du har taget billederne (på eksemplerne blev billederne taget d. 4. januar, altså 0401 og d 7. januar, altså 0701)
Derudover skal det fremgå, om rotten er Junior (under 5 måneder) eller Senior (over 5 måneder) – angivet med J for junior og S for senior.
Dette for at undgå snyd. Det er ikke tilladt at redigere oplysningerne ind på billedet efterfølgende.
Dette skal også indgå i videoerne (undtagen tricks kategorien, den må gerne være en ældre video)
Sådan skal du tage billeder af din rotte, så den kan vurderes bedst muligt:
1. Foroven, hvor hele kroppen er synlig. Du må gerne hjælpe rotten med at stå stille, så længe du ikke trykker på kroppen. Billedet skal vise kroppens muskulatur og kropsbygning, så der er behov for at kunne se helheden i rotten. En hånd som på det ene billede, der får rotten til at stå pænt er tilladt.
2. Fra begge sider, hvor hele kroppen er synlig. Dette er igen for at vurdere rottens kropsbygning og muskulatur, samt pels og udseende. En hånd er tilladt så længe den ikke dækker for rotten eller forstyrrer kroppens udseende (så den enten ser for tyk eller tynd ud)
3. Hovedet forfra, hvor ører og øjne er tydelige. Dette er for at kunne vurdere hovedets form, ørerne og øjnenes placering. Igen er det tilladt at hjælpe med en hånd så længe man ikke får presset på hovedet så man ikke kan vurdere hovedet ordentligt.
5. Maven, hvor man også kan se fødderne.
Der er brug for en video, for at k unne vurdere rottens personlighed. Her skal du filme rotten, der går rundt på et bord, stol eller anden mindre overflade. Ligesom rotten ville gå rundt på dommerens bord til udstillingen. Der må ikke være andre rotter i videoen. Videoen må være max 1 minut lang.
Sådan skal du filme din rotte:
For at være med i prisen om den mest slaskede rotte, kan du også indsende en video, hvor du laver slasketesten. Selvom du ikke synes, din rotte er særlig slasket, er der stadig stor chance for, at han/hun kan vinde, da det er den mest afslappede rotte der er til præcis den udstilling som vinder. Så tøv ikke med at lave en slaskevideo. Nedenfor er der 2 eksempler på slaskede rotter og hvordan du bør holde din rotte – blidt under deres forben og løft let. Stop hvis rotten finder det ubehageligt.
For at deltage i prisen som publikums favorit, kan du tage et sødt, charmerende, hyggeligt eller sjovt billede af rotten. Du bestemmer selv omgivelserne – med eller uden rekvisitter. Sedlen med dit nummer skal dog være synligt og billedet må ikke indeholde andre rotter. Sender du ikke et billede med valgfrie omgivelser, vil dit billede af rotten taget forfra helt automatisk blive brugt i kampen om at blive publikums favorit.
Se eksempler her:
Som noget nyt vil vi gerne prøve en Tricks / Agility kategori. Så send en video af din rotte, mens den laver en eller anden form for tricks eller løber igennem en agility bane. Hvis vi vurderer at der er flere mulige vindere, vil videoerne blive lagt op på vores Facebook side hvor den med flest likes vil vinde kategorien bedste tricks.
Vi mangler en video som eksempel på dette, men vi håber det giver mening hvad der gælder i denne kategori.
Det, der trækker ned:
- En beskidt hale (det er en god idé at vaske den inden)
- Tynd over ryggen, løs hud og/eller manglende muskelmasse
- Overvægt
- Porfyrin om øjne og næse
- Beskidt, puffet, pjusket og/eller tynd pels
- Sammenknebne øjne (også selvom det er pga. blitz)
- Skæve og/eller “krøllede” dumboører
- Hak i øret
- Synlige sår/rifter
Det, der diskvalificerer:
- Forstyrrende baggrund på billeder og videoer (baggrunden skal være neutral som i billed- og videoeksemplerne)
- Redigerede billeder
- Manglende legemsdele (tæer, hale/del af halen, øjne osv.) Kastrater er ok
- Knuder
Opstår der spørgsmål undervejs, så send en besked via vores facebookside eller via mail. Her står vi til rådighed i alle vågne timer.
Vi glæder os til at bedømme Jeres rotter og dele en masse fede præmier ud…